Tvis scorede 102 mål
Det må vist næsten være rekord i Europa-sammenhæng, den sejr, damerne fra team Tvis Holstebro satte i denne weekend.
Ikke mange hold kan over to kampe have formået at vinde med en målscore på 102-30. Og så endda i 1/8-finalen i EHF-Cup, hvor man normalvis må forvente, at det kun er nogle af de bedre mandskaber, der er tilbage i turneringen.
Team Tvis Holstebro vandt den første kamp med 54-11 og den anden kamp med 48-19 over RK Olimpija fra Slovenien, der ifølge flere danske medier var så ringe, at det var noget af det mest pinlige, der længe er set i dansk håndbold.
Herunder bringer vi et uddrag fra kampens start, skrevet af hjemmesiden Haandbold.com:
- I kampens første angreb, blev slovenernes venstre back grebet ud af Sandra Toft. I det næste valgte den selvsamme back at kaste bolden ud over sidelinjen og i det tredje får de tilkæmpet sig et straffekast, som skytten vælger at studse flere meter over målet...
Team Tvis er dermed klar til kvartfinalen i EHF Cup, hvor modstanderne kan blive FC Midtjylland, KIF Vejen eller Team Esbjerg, der også kvalificerede sig til næste runde efter weekendens kampe.