Du er hér: Forside » Nyheder » Blandede Nyheder » U18-EM: Forældre-blog - Serbiske øretæver i luften

Kvalificerer damelandsholdet sig til OL i London?

Hvem vinder Ligaen for herrer i denne sæson?

Hvem vinder Ligaen for damer i denne sæson?

U18-EM: Forældre-blog - Serbiske øretæver i luften

Faderen til fløjspiller Andreas Væver fortæller her om at blive lovet tæsk efter Kroatien-kampen, om en genial målmands-indskiftning og om at få tiltrængt tid med spillerne på hviledagen torsdag

En del forældre til spillerne på det danske U18-landshold er rejst til Montenegro for at følge deres drenge i kampen om guldmedaljer.

En af disse, Torben Væver, der er far til fløjspiller Andreas Væver fra Skanderborg, fortæller i en såkaldt forældre-blog, om deres oplevelser under U-EM, og om hvordan de blandt andet blev lovet bank af serbiske tilskuere, der netop ikke gik til semifinalen, idet Danmark vandt over Kroatien. Læs også om den geniale indskiftning af keeper Thorsten Friis, der med pragtredninger på stribe havde stor ære i sejren.

Læs bloggen herunder

Danmark i EM semifinalen i Montenegro, endnu et stort resultat for dansk ungdomshåndbold er sikret og det har været en dejlig oplevelse at få lov at overvære et dansk u landshold, der igen viser den rød-hvide trøje frem på fornemmeste vis.

Vi havde om nogen ryggen mod muren inden den sidste mellemrunde kamp mod Kroatien, der indtil videre i turneringen havde vist det mest skræmmende niveau af alle. Vi så tirsdag aften hvordan de spillede Serbien ud af banen og da vi samtidigt mistede 5 mål i slutfasen mod Sverige, var vi tvunget til at vinde med mindst 4 mål mod kroaterne.

Den lille, men trofaste forældregruppe, var ikke helt sikre på at det skulle lykkedes, men vi kunne jo ikke gøre andet end at larme og støtte vores drenge mest muligt i den store hal i Podgorica. Heldigvis lykkedes det jo som bekendt, vi fik endeligt vist vores topniveau og på trods af et lille tilbagefald i slutningen af 1. halvleg, så var vi helt klar til de sidste 30 minutter. Vi fik vist at god teknik, taktik, gennemarbejdet ATK og dannebrog på brystet kan slå selv de største og fysisk mest skræmmende modstandere. Det var en sand fornøjelse at se hvordan der blev kæmpet til sidste blodsdråbe, og dejligt at se at når nye kræfter kom på banen, så kunne vi holde vores niveau i 2. halvleg.

Havde Otto Leisner stadig været i underholdningsafdelingen på DR, så havde han straks uddelt en hopla nål til landstræner Claus Hansen i dag. Den indskiftning af Torsten Fries i målet i pausen var ganske enkelt genial, de kroatiske skytter var fuldstændig uforberedt på den, for dem ukendte målmand fra Tønder. En redningsprocent på 67% i 2. halvleg fra den krøllede fantomkeeper, var en oplevelse for sig selv.

Resultatet på plus 5 mål over Kroatien betød samtidigt at både Kroatien og Danmark var videre til semifinalerne på bekostning af Serbien. Som i tidligere slutrunder fik dette sindene i kog hos de iltre Balkan tilskuere, og det var et held at der var tæt pakket med vagter inde og uden for hallen i Pordgorica. Der var øretæver i luften både til kroatiske og danske tilskuere og vi valgte at fortrække fra hallen 10 min før Serbien-Sverige var færdigspillet.

Selv på U18 niveau går Balkan-folket voldsomt op i deres nationale helte på banen. Vi blev sågar beskyldt for at have købt og betalt både dommere, EHF og hele det kroatiske hold. Vi forsøgte naturligvis at forklare dem at DHF´s økonomi p.t. ikke rækker til sådanne tvivlsomme transaktioner, men det fes ligesom ikke ind hos modparten i dag.

Nu venter så Spanien i semifinalen på fredag kl 17.30 – i samme hal i Podgorica som vi har været i siden starten på EM for godt en uge siden. Spanien har vi mødt flere gange i dette U18 landsholds godt 1 årige historie, og vi har både vundet og tabt. Sidst vi mødte Spanien var for blot 2 uger siden i Portugal, hvor vi tabte men vi husker hellere tilbage på finalen i Pierre Tiby turneringen i Paris sidste år, hvor vi udraderede de selv samme spanske spillere med 10 mål i finalen. Ved den lejlighed tabte vi også i indledende runde til Spanien, så noget tyder på, at vi er taktisk klogere, det sætter vi ihvertfald vores lid til på fredag. Det bliver et spændende gensyn med den helt store spanske profil, A. Dushebaev, søn af den legendariske spiller og nuværende træner, Talant Dushebaev.

Tyskland og Kroatien mødes i den anden semifinale, og man sidder med fornemmelsen af at det kan blive alt fra guld til 4.pladsen. Vi har ved tidligere lejligheder slået alle øvrige 3 hold der er i semifinalerne, så intet er umuligt. Vi viste først vores sande topniveau i dagens kamp mod Kroatien, og finder vi det samme niveau frem i de sidste 2 kampe, kan vi såmænd godt risikere at stå som forsvarende mestre i både U18 og U20 EM søndag aften. Men træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen, der venter nogle travle dage for træner trekløveret Claus Hansen, Lektor Per Sabroe og målmandsguru Per Vandbæk – og mon ikke også Thomas Padkjær får nogle travle dage i fys lokalet de næste dage. Vurderet ud fra de mange meter farvestrålende fantast tape der pryder spillernes arme og ben i dag, så kommer Hr. Padkjær ikke sovende til at kunne melde alle mand klar til kamp fredag og søndag.

Vi glæder os alle som små børn til fredagens semifinale, og også til den lille forældredag i morgen torsdag, hvor vi får 4 timer med vores trætte drenge til at power shoppe og power hygge lidt på egen hånd. Det tror jeg både drengene og deres forældre glæder sig til. Montenegro er et land hvor det er yderst svært at nå at bruge alle de vekslede euro, en taxa til hallen koster eks. 7,- dkr – og vi har den sidste uge forgæves forsøgt at spise for 100,- dkr pr mand på restauranterne i byen. Men mon ikke vi med lidt god hjælp fra drengene skal få gjort bugt med nogle af de store sedler i morgen, i byens mange sports og modebutikker.

 

Log ind eller opret en ny profil for at kommentere.