Du er hér: Forside » Nyheder » EFTERSKOLE DM » SØS skød sig i semifinalen

Kvalificerer damelandsholdet sig til OL i London?

Hvem vinder Ligaen for herrer i denne sæson?

Hvem vinder Ligaen for damer i denne sæson?

SØS skød sig i semifinalen

Efter en utrolig intens kamp med masser af flot spil og forsvars-fight kunne SØS hive sejren i land.

Skrevet af Casper Dalsten

Dagens sidste kamp stod i kvartfinalens tegn. De to hold, der skulle kæmpe om sejren og dermed en plads i en af de eftertragtede semifinaler, var SØS og HCI. Der var på forhånd lagt op til en kamp med masser af spænding, intensitet og gejst. Det skulle også vise sig at passe. HCI havde inden kvartfinalen vundet deres gruppe, hvor modstanderne var GIE og HIS. SØS havde også lavet flotte resultater i deres gruppe, hvor bl.a. Hald Ege måtte lide efter, at SØS havde kørt dem over.

Der var altså lagt op til en kamp, som kunne gå begge veje, og hvor ingen var favoritter.
Holdene startede som forventet utroligt lige ud og fulgtes pænt ad i de første minutter af kampen. Efter 5 minutter var stillingen 4-4. De to hold fulgtes fortsat ad, og efter 11 minutter var stillingen 6-6. Begge hold leverede en solid forsvarspræstation, og begge hold havde svært ved at finde metoder til at bryde igennem.

I slutningen af 1. halvleg virkede det dog som, at SØS fandt nøglen til HCI’s forsvar. Samtidig kunne HCI ikke komme igennem SØS-forsvaret, og når det skete stod en godt spillende SØS-keeper i vejen for HCI-spillerne. SØS fik opbygget en solid føring på 4 mål og med 2 minutter tilbage af halvlegen var stillingen 11-7. HCI fik reduceret en enkelt gang, og så kunne SØS gå til pause med en solid føring på 3 mål.

En to-minutters udvisning til en SØS-spiller få sekunder inde i 2. halvleg gav HCI en chance for hurtigt at komme tilbage i kampen. De forstod dog ikke at udnytte overtalsperioden, og i stedet øgede SØS føringen til 4 mål. Tiden gik, og stillingen var efter 8 minutter 13-9 til SØS. Altså stadig en solid føring til sjællænderne, og man kunne så småt ane frustrationen i HCI-lejren.

3 scoringer i træk sendte dog håbet og spændingen tilbage til HCI-spillerne, og pludselig var kampen helt lige igen. Og HCI fortsatte. 5 minutter før tid kom den fjerde HCI scoring i træk, og pludselig var der udlignet.

Ligesom HCI havde udlignet kunne man måske tro, at nervøsiteten i SØS-lejren ville tage til. Tværtimod. De svarede tilbage med 3 mål i streg og kom foran 17-14. Sejren var næsten en realitet, da der var lige under 2 minutter tilbage, og da scoringen til 18-14 blev sendt i nettet, var sejren en realitet.

Da kampen blev fløjtet af, var der stor glæde i SØS-lejren, og de kan nu glæde sig til at spille semifinale i morgen.

Log ind eller opret en ny profil for at kommentere.