U20-landsholdsspilleren Natasja Clausen skifter fra næste sæson Lyngby ud med et andet tophold i 1. division, Ringkøbing Håndbold.
Her bliver hun holdkammerat med en landsholdskollega, nemlig Anne Sofie Hjort, der også var en af årsagerne til, at skiftet kunne blive en realitet.
- Hun har fortalt, at der bliver trænet rigtig godt, at det er nogle søde piger og en god træner, siger Natasja Clausen i en pressemeddelse fra Ringkøbing Håndbold og afslører, at hun altid gerne har villet til Jylland og spille håndbold.
- Jeg har altid gerne ville til Jylland at spille. Jeg føler, det er der, det sker med håndbolden. Jeg har hørt rigtig meget godt om Ringkøbing Håndbold. Det er jo et af topholdene, og samtidig er der en rigtig god træningskultur, siger Natasja Clausen, der både har været til OL, VM og EM med de danske U-landshold, og Natasja Clausen var ligeledes en af de spillere, der var med til at vinde EM-guld ved U19-EM i Holland i sommeren 2011.